BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du en stærk drivkraft i at gøre en forskel for børn, unge og familier, og lede en stærk faglig personalegruppe, og har du erfaring på det specialiserede socialområde?
Så er du måske vores nye leder af Familiehuset i Egedal Kommune.
Flere børn og unge i Egedal skal trives. Vi skal bruge vores tid mest muligt på kerneopgaven, og vores medarbejdere skal gå glade på arbejde, velvidende at de gør en stor forskel for børn og familier hver dag. Du skal stå i spidsen for et Familiehus, med høj trivsel og med medarbejdere der leverer solide og fleksible socialfaglige tilbud til børn, unge og familier i udsatte livssituationer.
Hvad skal du lede, og hvem er du som leder?
Familiehuset løser opgaver for myndighedsafdelingen i Egedal Kommune, og vi har et tæt samarbejde. Vi tilbyder familierettede indsatser til familier med børn og unge i aldersgruppen 0–23 år, herunder grupper for børn og forældre, psykologisk behandling til børn, unge og familier, psyko-edukation, råd og vejledning, familieterapi, individuelle samtaler, samvær i anbringelsessager, samt praktisk pædagogisk støtte. Vi er et behandlingstilbud, hvor flere terapeutiske retninger og metoder er repræsenteret, hvilket vi anser som en styrke i vores opgaveløsning. Samtidig er det også en ledelsesmæssig udfordring at orkestrere en personalegruppe, der arbejder med forskelligartede opgaver ud fra forskellige metoder. Det er din opgave at styrke det faglige spænd, men samtidig skabe rammerne for et fælles Familiehus, og styrke "vi’et".
Du skal derfor som leder kunne begå dig ledelsesmæssigt i en personalegruppe, hvor der er stor faglighed, og hvor medarbejderne i høj grad er selvtilrettelæggende i forhold til deres opgaveløsning. Men samtidig skal du også mestre at være en coachende og faciliterende leder, der kan understøtte og skabe nye faglige løsninger sammen med medarbejderne.
Vi består af flere mindre satellitter, men alle under samme tag. Vi har vores Familiesupport, der løser forebyggende opgaver, samt bemander vores åbne anonyme rådgivning. I Familiesupporten har vi også vores forebyggelseskonsulenter af opsøgende og forebyggende medarbejdere der primært arbejder ude på skolerne og i dagtilbud. Vi består også af familiebehandlere og psykologer, der leverer behandling og forløb, i de mere intensive sager. Her har vi også vores Overgangstilbud forankret, som er et ambulant alternativ til dagbehandling- med dét formål at gøre børn og unge, der har haft langvarigt skolefravær og skolemæssige udfordringer, motiverede og klare til at starte i et relevant special- eller dagbehandlingstilbud.
Samlet set får du personaleansvar for lige nu 20 fastansatte, og dit ledelsesspænd vil formentlig vokse med 3 – 4 ansatte mere i 2024, hvor vi også skal ansætte en faglig koordinator til Familiehuset.
Hvad vi forventer af dig
Du er en erfaren leder med en solid baggrund inden for ledelse, og gerne inden for det specialiserede socialområde. Du har viden om og en holdning til, hvad der skal til for at støtte og hjælpe børn og unge, så de udvikler sig og trives bedst muligt, og en faglig forståelse af de kompleksiteter der ligger i de opgaver myndighed visiterer.
Andre oplever dig som stærk i din kommunikation og du evner hurtigt at skabe gode og stærke relationer; både inden for dine teams, i tværgående samarbejder og med de børn og unge, vi er sat i verden for at hjælpe.
Det falder dig naturligt at navigere i komplekse situationer, og du er beslutningsdygtig, når det kræves. Du har en strategisk tilgang til ledelse, klar til både at sætte kursen og gå forrest, men inkluderer samtidig naturligt dine medarbejdere i planlægningen af Familiehusets fremtid. Du er indlevende, tilgængelig og en tryg base for medarbejderne, som de kan gå til hvis de har udfordringer.
Din solide erfaring inden for det specialiserede socialområde suppleres af dine kompetencer inden for budgetstyring og økonomi. Du arbejder loyalt inden for rammerne af ledergruppens beslutninger, og din positive natur inspirerer hele teamet. Kort sagt, du er en leder, der både kan guide og inspirere.
Derudover lægger vi vægt på at du:
Har relevant pædagogisk, psykologisk eller samfundsfaglig uddannelse – meget gerne med overbygning i form af diplom i ledelse eller lign.
Er en dygtig og erfaren personaleleder med dokumenteret erfaring fra området for udsatte børn og unge eller et lignende velfærdsområde.
Kan lede med samtidigt blik for udvikling og sikker drift i en kompleks organisation og kan udfordre med udgangspunkt i et konsekvent ressourceperspektiv
Kan kommunikere tydeligt, og kan sætte faglig retning og vilkår for den daglige opgaveløsning
Vi tilbyder:
Højt til loftet, ledelsesmæssig frihed og en fantastisk arbejdsplads.
Et familiehus der har etableret nogle gode faglige strukturer for fagmøder og supervision. Dem skal du som ny leder arbejde med at implementere og konsolidere.
Du bliver en del af en engageret og udviklingsorienteret ledergruppe i Social og Handicap på børneområdet, og vi har i ledelsesteamet forpligtende kollegaskab med høje ambitioner, fokus på at skabe resultater for målgruppen og professionalisere mindset og opgaveløsning i hele organisationen
En arbejdsplads der i hele organisationen arbejder med et værdisæt om at skabe rammer for fleksible arbejdsvilkår, altid med udgangspunkt i vores kerneopgave, men med hensyntagen til medarbejdernes unikke livssituation og familieforhold.
Har vi fanget din interesse?
Hvis du vil vide mere, er du meget velkommen til at kontakte Afdelingsleder Nadia Frederiksen på tlf. 7259 6503. Send gerne sms, så vil du blive kontaktet hurtigst muligt.
Ansøgningsfristen er den 16. januar 2024. Vi forventer at afholde samtaler den 18. januar, altså kort efter ansøgningsfrist. Det betyder at hvis du inviteres til samtale, kan du forvente at blive kontaktet den 17. januar mellem Kl.12.00-15.00. 2. samtale afholdes den 25.januar. Stillingen er med tiltrædelse den 1.marts, 2024. Som en del af processen vil der indgå test mellem 1. og 2. samtale.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er fuld tid, og du ansættes i henhold til gældende overenskomst med den relevante faglige organisation. Løn aftales efter gældende overenskomst, og efter kvalifikationer. Du får arbejdsplads i Familiehuset i Ølstykke, og på Rådhuset, lige ved siden af Egedal Station, hvorfra der kører S-tog hvert 10. minut i dagtimerne. Derudover tilbyder vi træningsfaciliteter, og andre medarbejder-fordele. I forhold til at være en fleksibel arbejdsplads ligger vi helt i front blandt kommuner – det kan du læse mere om her: Den fleksible arbejdsplads Egedal Kommune.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=766b9780)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Egedal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Egedal Kommune - Egedal Familiehus, Tofteparken, 3650 Ølstykke
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5962956