Områdechef til at drive udviklingen og forandring i hjemme- og sygepleje - genopslag

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du en erfaren leder, klar til at spille en nøglerolle i fremtidens hjemme- og sygepleje i Egedal Kommune? Vi leder efter en områdechef med stærke evner inden for organisations- og forandringsledelse, som kan drive udviklingen af en tværfaglig hjemme- og sygepleje og lede en fortsat høj kvalitet i den sundhedsfaglige indsats for borgerne. Du får sammen med dygtige ledere på området ansvaret for at udvikle og gennemføre indsatser, der sikrer, at vi møder borgernes behov gennem styrket tværfagligt samarbejde og god medarbejdertrivsel.

Teams og tværfaglighed
Egedal Kommune er en af de kommuner i Danmark, der får den relativt største tilvækst af ældre borgere de kommende år. Det betyder, at vi løbende skal arbejde med at udvikle vores måder at arbejde på. Hjemme- og sygeplejen spiller en nøglerolle i forandringen af det tværfaglige og tværorganisatoriske samarbejde omkring borgeren.

Vi har i det seneste halvandet år arbejdet med faste, selvstyrende og tværfaglige teams i en del af hjemmeplejen for at øge borgeres og pårørendes oplevelse af fleksibilitet, nærvær og kontinuitet. Dette ser vi som et godt afsæt for det arbejde, der forestår i forlængelse af regeringens udspil til ældreform, som netop lægger vægt på borgeres selvbestemmelse, medarbejderkontinuitet og medarbejdernes faglighed.

Vores leder af området har valgt at skifte sektor, så derfor søger vi dig til at drive den fortsatte udvikling og forandring, som er i fuld gang inden for vores hjemme- og sygepleje. De tværfaglige faste teams skal nu implementeres i de øvrige grupper i hjemmeplejen. Samtidig styrker vi tværfagligheden og kvaliteten i opgaveløsningen ved at integrere hjemme- og sygepleje i fire grupper.

Det er en udvikling og forandring, som ikke bliver mindre spændende, når vi skal finde løsninger på den personalemangel, vi ser inden for ganske få år.

Dine nære ledelsesfællesskaber og understøttelse som leder
Du får ledelsen af dygtige og engagerede ledere, der har ansvaret for hver deres tværfagligt sammensatte hjemme- og sygeplejeenhed. Vi er i en fase, hvor vi aktivt arbejder på at mindske ledelsesspændet i hjemme- og sygeplejegrupperne for blandt andet at styrke den faglige ledelse. Du vil derfor sammen med lederne på området have en central opgave med at understøtte denne bevægelse og udvikle ledelsen på området.

Som en del af vores centerledelse får du en unik mulighed for at sætte dit præg på strategier og initiativer sammen med sundheds- og omsorgschefen samt din områdechefkollega for Myndighed, Sundhed og Plejecentre. Du vil også få et tæt samarbejde med og støtte fra en skarp stabsfunktion, der sikrer, at du har de bedste forudsætninger for at lykkes i din rolle.

I Egedal Kommune er din udvikling vigtig for os. Vi tilbyder bl.a. fire årlige ledersamlinger, som er en del af vores fokus på at understøtte ledelses- og kompetenceudvikling for alle ledere.

Du får en arbejdsplads på vores smukke og moderne rådhus lige ved Egedal Station. 

Dine spændende opgaver
Der venter dig mange spændende opgaver og udfordringer, som kræver en god sans for organisering og evnen til at drive både organisations- og forandringsprocesser:

  • Tæt opfølgning og styring af økonomi og budgetter i samarbejde med dine ledere
  • Styrke samarbejdet på tværs med såvel interne som eksterne samarbejdspartnere
  • Styrke samarbejdet mellem de forskellige enheder i Sundhed og Omsorg
  • Understøtte lederne i arbejdet med nærvær og medarbejdertrivsel
  • Betjening af politiske udvalg i samarbejde med Sundheds- og Omsorgschefen
  • Videreudvikle et stærkt ledelsesfællesskab med fokus på fælles løsninger, læring og trivsel

Med til din ledelsesopgave hører også vores interne vikarkorps Team EVA og vores E-distrikt, som leverer skærmbesøg.

Og derfor forventer vi selvfølgelig noget af dig og din ledelsesstil
Vi skal kunne se og mærke, at du er en ambitiøs leder. Du er tydelig på, at borgerne er dem, vi er her for, og at den måde, vi organiserer os på og løser opgaverne på, er med borgerne i fokus. Du skal sikre et stærkt tværgående samarbejde, en solid og effektiv organisering og skabe følgeskab blandt ledere og medarbejdere.

Du har sans for struktur, organisering og procesdesign. Og det er afgørende, at du involverer og inddrager dine dygtige ledere og medarbejdere samt alle dine øvrige samarbejdspartnere.

Du er af natur nysgerrig på, hvordan vi hele tiden kan forbedre vores opgaveløsning til gavn for borgerne, og du udfordrer gerne eksisterende praksis, også din egen. Du kan bevæge dig ubesværet fra maskinrummet til mere strategiske drøftelser og navigere mellem de mange interesser i en politisk ledet organisation som vores.

Vi søger efter dig, der har en relevant sundhedsfaglig uddannelse på minimum professionsbachelorniveau, gerne som sygeplejerske. Du har bevist, at du kan lede ledere og har erfaring med at drive forandringer, der skaber konkrete resultater, gerne indenfor hjemme- og sygepleje. Du er stærk i økonomistyring, og du har en dyb forståelse for de nuværende og fremtidige udfordringer på sundheds- og omsorgsområdet. Din nysgerrighed og innovationslyst driver dig mod konstant forbedring til gavn for borgerne og medarbejderne.

Er du klar til at tage føringen og gøre en forskel for vores borgere? Vi glæder os til at samarbejde med dig.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere, kan du kontakte Sundheds- og Omsorgschef Tina Wils på telefon 72 59 74 10 eller pr. mail tina.wils@egekom.dk, eller Områdechef for Myndighed, Sundhed og Plejecentre Rikke Barnholdt på telefon 20 51 27 30 eller pr. mail rikke.barnholdt@egekom.dk

Ansøgningsfrist
Vi skal have modtaget din ansøgning senest onsdag den 10. april 2024. Vi holder første samtale den 15. april og anden samtale forventes afholdt den 22. april. Der vil blive gennemført en personlighedstest mellem første og anden samtale.

Egedal Kommune er en røgfri arbejdsplads.


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=a6958305)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Egedal Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Egedal Kommune, Dronning Dagmars Vej, 3650 Ølstykke

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6014824

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet