BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du en dygtig projektleder? Har du lyst til at arbejde med bygge- og vedligeholdelsesprojekter? Vil du være med til at udvikle vores byggeafdeling? Så er det måske lige netop dig, som vi leder efter.
Hvem er vi?
I Egedal Kommune ønsker vi at være foregangskommune inden for byudvikling med særligt fokus på bæredygtighed, digitalisering og samskabelse med vores borgere. Vi etablerer kreative læringsmiljøer og byudvikler store arealer til glæde for byens børn, voksne, idræts- og kulturliv.
I Bygherreafdelingen (Byg og Energi) i Center for Ejendomme og Byggeri arbejder vi med at renovere og udvikle kommunens bygningsportefølje, vi varetager byggeprojekter fra idé til ibrugtagning, drift og udvikling af kommunens bygninger samt byudviklingsopgaver.
Din kommende afdeling
Med dig på holdet bliver vi 12 dedikerede og motiverede kolleger. Vi vægter sparring, udvikling og samarbejde højt. Som projektleder vil du opleve at få stor indflydelse på dine ansvarsområder. Samtidig kan du være med til at udvikle afdelingen og processer i forbindelse med udvikling og implementering af konkrete byggeprojekter såvel som grundlaget for at agere professionel bygherre. Du kommer til at referere til afdelingsleder for Byg og Energi.
Dine kommende opgaver
Som vores nye projektleder bliver det din opgave at sikre planlægning, gennemførelse og ibrugtagning af byggeprojekter. Dine opgaver vil ofte have en stor kompleksitet og en bred vifte af interessenter. Du vil få ansvaret for at varetage alle trin i et byggeprojekt – fra udarbejdelse af beslutningsoplæg til den politiske ledelse, økonomi og projektstyring til aflevering og 1- og 5-års eftersyn. I alle trin skal du sikre en bred brugerinddragelse og god kommunikation, så projektet skaber glæde for borgerne og efterfølgende kan vedligeholdes optimalt af dine kolleger i blandt andet drifts- og rengøringsteam.
Du vil også skulle bidrage til mere tværgående udviklingsprojekter relaterede til standarder for projektledelse og –styring, overordnede porteføljestyring, governance og afrapporteringsstrukturer.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er uddannet ingeniør, bygningskonstruktør eller arkitekt. Du er en dygtig – gerne certificeret - projektleder, som formår at samarbejde på tværs i en politisk styret organisation. Vi lægger især vægt på, at du:
- Kan håndtere mange forskelligartede interesser og opgaver
- Har lyst og evne til at arbejde og manøvrere i en politisk ledet organisation
- Er positiv og åben af natur
- Trives med at være selvkørende i en stilling med frihed under ansvar
- Er god til at formidle både mundtligt og skriftlig
- Og sidst, men ikke mindst – er en person med et godt humør, der skaber en god stemning omkring dig.
Hos os får du:
- Et arbejde med udfordringer og udviklingspotentiale, såvel fagligt som personligt
- En arbejdsplads med en solid samarbejdskultur
- En arbejdsplads, hvor vi løser vores opgaver inden for fornuftig arbejdstid
- Et bredt fagligt miljø med en uhøjtidelig og imødekommende stemning
- Engagerede og fagligt dygtige kollegaer i hele centeret.
- En røgfri arbejdsplads
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er fast med ansættelse hurtigst muligt. Timeantallet beslutter vi sammen med dig. Vi forestiller os et ugentligt timeantal mellem 32-37. Du ansættes i henhold til gældende overenskomst med den relevante faglige organisation.
Du får arbejdsplads på vores moderne, attraktive og velfungerende rådhus, der ligger ved siden af Egedal Station. Herfra kører S-tog hvert 10. minut i myldretiden.
Vi tilbyder også fleksibilitet, en rigtig god kantine, træningsfaciliteter, en personaleforening og meget mere.
Ansøgning og tiltrædelse
Vi glæder os til at høre fra dig - senest d. 17. maj 2024.
Vedlæg også dit CV, dine uddannelsespapirer og andre relevante dokumenter, når du sender os din ansøgning. Har du spørgsmål, kan du kontakte afdelingsleder Kristine B. Nielsen på tlf. 24 67 03 98.
Vi forventer at afholde 1. samtale i 22 og 2. samtale i uge 23. Til 2. samtale er der muligvis en profilanalyse/testforløb.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=6de57e6b)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Egedal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Egedal Kommune, Dronning Dagmars Vej, 3650 Ølstykke
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6040609